Edo holder op

14. maj 2026 21:48 , af Olfred Hansen

VORES BANEMAND, EDO, HOLDER OP her midt i maj 2026 efter at have udført et fantastisk arbejde med at holde vores tennisbaner i god stand gennem flere år. Vi har ikke fundet en ny banemand til at afløse Edo. Vi har derfor alle som klubmedlemmer en vigtig opgave med at sikre at banerne holder sig så god stand som muligt.

BANEFEJNING: Det er ikke kun for at det skal se godt ud at banerne fejes. Fejning er også med til at holde banerne ved lige.  Gruset skal helst ikke samle sig i siderne af banen, men skal fejes ind på det område hvor man spiller. FEJ DERFOR I CIRKLER HELT UD TIL KANTEN AF TENNISBANEN, både til siden og nede bagtil så gruset transporteres ind mod spilleområdet.

FEJENETTET må ikke hænges over nettet mellem banerne. Det ødelægger både fejenettet, nettet mellem bannerne og ind imellem også vores automatiske vandingsudstyr. Vi har hængt ekstra fejenet-hængere op mellem bane 3 og 4, 5 og 6, og bane 7 og 8. Der er også sat flere fejenet op på banerne. Vi planlægger at erstatte fejenttene med fejekoste op på bane 7-10. Det er nye baner der har et andet underlag end de gamle baner, og her er kostene mere velegnede.

HULLER I BANEN skal lappes med skraber når hullerne opstår og i hvert fald før man forlader banen.

VANDING: Banen vandes med mindre det lige har regnet eller de virker fugtige.